Hent denne prædiken i pdf-format

Børn er nysgerrige, nysgerrige på tilværelsen. Det høres tydeligt, hvis man læser den gamle børnefortælling om Spørgejørgen:

Nu skal jeg fortælle dig om Jørgen!
Jørgen var en temmelig artig dreng
men han plaged’ alle med sin spørgen
fra han vågned’ til han gik i seng.
Far og mor de blev så trætte af alt,
det han spurgte om var noget værre pjat
tit han spurgte bare for at drille
hvorfor hvorfor dit og hvorfor dat.

hvorfor har en loppe ingen bukser
hvorfor er den lille fisk så våd
hvorfor bli’r en kylling ikke malket
hvorfor siger kommoden ikke noget
hvorfor er der mænd på mine seler
hvorfor skal man altid gå med hat
hvorfor spiser løven ikke jordbær
hvorfor hvorfor dit og hvorfor dat

Men en dag blev det hans far alt alt for meget!
Jørgen fik smæk, og Jørgen blev lagt i seng,
og nu lå han der igen og spurgte
- næsten som en helt fornuftig dreng:

Hvorfor fik jeg ingen pandekager
hvorfor må jeg ikke lege mer’
hvorfor har jeg dog så ondt i numsen.
Jeg skal aldrig spørge fjollet mer’!

Jeg fik som mange andre læst historien op som dreng. Moralen i historien ser ud til at være, at Jørgen blev sat på plads med rette. Man kan ikke gå rundt og stille dumme spørgsmål, dumme spørgsmål der oveni købet er svære at svare på. Spørgsmål der ikke fører til noget.

Ja nogle af dem er endda umulige at svare på. Og hvad skal vi med spørgsmål, der ikke kan svares på?

Her i julen var vi ude hos min mor. Og hele familien begynder pludselig at diskutere Spørgejørgen. Flere kan recitere dele af teksten udenad, så den har gjort indtryk.

Det, der pludseligt blev tydeligt for mig, var, at der er noget i Spørgejørgen, som jeg ikke bryder mig om.

Man kan jo se sådan på det, at Jørgen er et nysgerrigt barn, der er fyldt af undren overfor tilværelsens mysterium. Og er det ikke en værdifuld egenskab? Måske er det i virkeligheden en meget værdifuld egenskab, måske en uvurderlig egenskab.

Lad så gå, at Jørgen sikkert er en lille irriterende krabat, men han har fat i noget, og han skal ikke straffes så hårdt.

Den store undren som fundament for livets mysterium. Jeg husker godt den oplevelse fra min egen barndom. Den oplevelse af at verden var åben, forunderlig, ny og som et kæmpe eventyr, hvor alt er muligt. Den oplevelse kan som voksen slå ned i os mennesker, pludselig som i et glimt kan vi fornemme den åbne verden igen. Det kan være steder vi vandrede, steder vi legede som barn.

Den oplevelse rammer sangeren Allan Olsen i en af sine finurlige tekster:

Vi var nogle stykker, der legede i en

Mergelgrav, skønt vi godt vidste, vi ik ,måt ha lov

Man ku mist sin arme eller det der var værre,

det var derfor, vi syns det var sjovt

Vi graved en hule i det farlige sand og så sad vi

og røg cecil derinde

Vi sad lisså stille mens natten den kom,

Skønt vi dårlig syns vi ku vent

Man ku læsse en hest med 15 tons

eller bare bli ved med at slå,

man ku binde en gravko dengang jeg var en dreng

den vil alligevel bli ved med at gå

Og månen kom frem og vi kravled ud

Der var ingen af os der var bange

Godt nok var vi kun en meter store

Men vores skygger de var 7 meter lange

Sangen handler om tre godt 1 meter høje drenge, som har et mentalt fristed. Og det er ikke bare et fysisk fristed, men et mentalt og åndeligt fristed.

Og det er her jeg mener vi kan lære noget af børn, lad børnene komme, gudsriget er deres.

Hvad er det for et frirum børn har?

Og så vil jeg i første omgang vælge at se bort fra, at Allan, Henning og røvballeniels, som drengene i Olsens sang hedder, ender med at ”slå en helt uskyldig gravko ihjel med en syvtommersrang.

For drengene i Allan Olsens sang er et frirum et sted hvor verden er åben og mystisk, fascinerende, selvom man ka mist både arme og ben. Det er

et sted,

hvor: De er helt tilstede,

hvor ingen blander sig

hvor tiden står stille og fortid og frmtid ikke eksisterer mere

hvor verden er stor, ny, forunderlig og farlig

hvor alt er som et eventyr

hvor legen, oplivelsen, begejstringen er

Måske kan det siges sådan, at et fristed er et sted, hvor verden er åben. Der hvor tingene åbner sig. Og med et mere højstemt sprog, kunne det siges sådan at det er der, hvor vi mærker at skaberværket er vores ophav, der hvor vi føler os helt hjemme i skaberværket.

Jeg husker den oplevelse af at verden er åben, forunderlig, ny og som et kæmpeeventyr. Pludselig befinder vi os et sted, hvor mindet om den barndommens tilstand vælder frem, steder vi legede som barn, tilstande, der er dybt indlejret i os:

En regnfuld gade i Århus, en november måned,

en silende, berusende gade fyldt med uanede længsler.

En knirkende 1800-tals opgang

med røde døre en hed sensommerdag i august

med en mild, saltet brise fra bugten.

Skovbunden i risskov, duften af ren og skær forvandling, livskredsløbet, den fælles livsgnist for alle arter.

Bare sidde i det gamle egetræ

og skue ud over Århusbugten

og helt over til Mols’ grønne ager,

mit træ med dybe rødder ned i den jyske muld.

I virkeligheden tror jeg slet ikke, vi mennesker kan leve uden forbindelse med et åndeligt, mentalt barndommens rum, et mentalt/åndeligt frirum. Heller ikke nu hvor vi er blevet voksne.

Jeg tror ikke, det bliver nemt for os, hvis ikke vi søger at genfinde det rum. Det er derfra, at livsgnisten vælder frem, så vi har kraft til at gøre alt det andet, vi skal.

Det er den ubekymrede, selvforglemmende tilstand, som Evangeliet fremhæver i dagens tekst. Den tilstand, der ligger børn så naturligt. Den tilstand hvor verden er åben, hvor sindet er åbent for livets mysterium. ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds riget er deres. Den der ikke tager imod gudsriget ligesom et lille barn kommer slet ikke ind i det.”

Vi må lære at finde det rum igen, det rum er nemlig indgangen til at kunne sanse skaberværkets skabthed, at kunne forstå Det Gamle Testamentes hyldest til skaberværket:

Herre vor herre!

Hvor herligt er dit navn, over hele jorden,

Du som har bredt din pragt ud på himlen!

Det barndommens mentale frirum er indgangen til at kunne sanse og åbne os for skaberværket og Guds rigets mysterium.

Barndommens åbne, fordomsfrie sind er første skridt ind i forståelsen af altings sammenhæng – at næstekærlighed og barmhjertighed gennemstrømmer alt i universet fra det mindste græsstrå til de yderste stjerner.

Bøn:

Gud Fader, Herre Jesus lær os respekt og ydmyghed overfor dit skaberværk.

Åbn vore hjerter, så vi igen kan sanse barndommens tabte land

Lær os at leve i ubekymret og forundrende åbenhed overfor dit mysterium.

Lær os igen og igen vejene at kende til det rum, der er fyldt med kraft og livsfylde.

Fyld vores sjæl med det stof, der giver os evnerne til at se og erfare skaberværket som vores ophav og hjem

Fyld os med barnets evne til undren

Fyld vores hjerter med din uendelige visdoms lys og lad det lys skinne fra vore hjerter ud i den vide verden

Lad den glæde, livskraft og kærlighed strømme gennem hele skaberværket.

Herre Jesus forbarm dig over os.

Hent denne prædiken i pdf-format