Hent denne prædiken i pdf-format

Selv selv selv. Der er mange ord med selv.

Selv-god

Selv-retfærdig

Selv- smagende

Selv-fed

Selv-glad

Selv-højtidelig

Selv- iscenesættende

Selv-optaget

Selv-inkroget

Hvad er det, vi bruger de ord til?

Jeg vil starte med en lille fortælling, en lille, meget ond og afslørende fortælling, der måske kan bringe os nærmere en bestemmelse af de ord, for det er alle disse selv-ord, ord, der starter med selv, der er på spil i evangelieteksten.

Men lad mig fortælle: I den finske tv-præst Paul Von Martins roman: ”Herdarnes natt” fra 1981, får præsten Henrik besøg af den kulturradikale TV-producer Martin, som vil lave et indslag med Henrik.

Selv betragter Henrik sig som bedre end andre, mere rigtig på den. Han er derimod meget kritisk overfor de fleste andres måde at gøre det på.

Det bliver for Henrik en sandhedens time, da han ser sig selv på tv. En selvafsløring: Med stigende ubehag begyndte han at lægge mærke til, hvad han selv sagde. Ordene kom som konfettikaskader ud af hans mund, som hvirvlende, løse papirstykker holdt de sig svævende en stund, indtil de lagde sig til ro på den anden side af glasruden. Brudstykker af tusinde skriftkollektioner, fragmenter af tanker, som engang havde været tænkt, men nu bare faldt ned fra tagbjælkerne ved vindpustet fra et spørgsmål. Sådan plejede han altså at stå foran alteret mellem mennesker og deres Gud. En dyne der ryster sig selv til det lykkedes at frempresse en sky af ederdun, som en kort stund holder sig svævende foran menneskers modvillige og overanstrengte blikke”

Henrik tænker, da han ser sig selv: er der ingen grænser for hvor falsk, selvoptaget, selviscenesættende og uautentisk et menneske kan være. Han får blik for sin falskhed ved at se sig selv udefra. Han får blik for, at han ikke når ud til de, der sidder på den anden side, han når ikke ud over sig selv, han er, som Luther har formuleret det, indkroget i sig selv, ikke rigtig tilstede. Han er ikke god, han er selvgod.

Det bliver på en måde starten på en afgørende udvikling for ham.

Jeg tror, vi her er på sporet af, hvad selvordene handler om: Et menneske, der er selvoptaget, selvhøjtidelig, selvindkroget, når ikke ud over sig selv. I sin selvoptagethed er han blevet et menneske, der ikke længere er i dyb, autentisk kontakt med sig selv og det, der er omkring ham, men mere overfladisk optaget af, hvordan det overfladisk tager sig ud.

At være selvoptaget, selvhøjtidelig eller selvgod er at være ude af trit med noget grundlæggende i livet, en grundlæggende helt basal autenticitet.

Det samme er på spil i dagens evangelietekst. Den der stiller sig op foran mennesker og giver almisser for at alle skal se hans retfærdighed. Han er ikke retfærdig, han er selvretfærdig. Han er i virkeligheden indkroget i sig selv, selvindkroget. Han er ikke autentisk tilstede men overfladisk optaget af, hvordan det tager sig ud.

Alle selv-ordene dækker altså over det, der ikke er autentisk, det, der er falsk.

Jeg vil gerne fortælle en historie, der præciserer, hvad der er på spil.

For et par år siden var jeg ansat på Zentropafilm og skulle være med til at lave tv-serien klovn.

Tv serien handler om Frank Hvam og Casper Christensen. De har lavet en serie om sig selv. Det er ikke helt realisme, men et stykke hen ad vejen handler det om deres liv. Forskellen på deres eget liv og tv-serien er, at i tv-serien forestiller de sig, hvordan episoder, de har været med i i deres virkelige liv, ville have udviklet sig, hvis de ikke var bremset op i tide.

I en betegnende episode har Casper opdaget, at han har en bror, han ikke vidste, han havde. Casper, der er temmelig selvglad og selvgod, både i det virkelige liv og i tv-serien, bliver meget opstemt over, at han har en bror og nu skal møde ham. Han bruger, inden han skal møde broren, meget tid på at forestille sig, at broren må være noget stort og interessant, når han nu er i familie med Casper. Måske kunstner, forfatter eller opfinder.

Morsom og selvafslørende er scenen, hvor Casper mødes med broren på en ekstravagant restaurant over fin fransk mad og vin, gran cru, årgang 92. Det går hurtigt op for Casper, at broren ikke er, hvad han havde forventet hverken forfatter, kunstner eller lignende, men blikkenslager.

Casper nærmest råber i slutningen af restaurent scenen. ”Du kan ikke være min bror, er du klar over, hvem jer er, min bror er ikke blikkenslager”

Det uautentiske når nye højder, der er ikke andet end overfladisk optagethed af, hvordan det tager sig ud, der er ingen autenticitet.

Det er ren selvgodhed, selvfedme, selviscenesættelse, selvretfærdighed, der er i lys lue.

Nu er der det specielle ved klovn, at Casper og Frank har lavet en film om sig selv, eller rettere om deres egen selvretfærdighed, selvfedme og selvgodhed. Og det gør hele forskellen. Casper udleverer sin egen oppustede selvretfærdighed, som det, den er, en oppustet selvretfærdighed. Han ser så at sige sig selv udefra, ud fra det humoristiske perspektiv. Jeg talte engang med Frank Hvam om netop dette med at se det latterlige hos sig selv at se sin egen oppustethed, at se det, at man er kommet ud af proportion. Den oplevelse er levet helt ud i tv-serien Klovn, hvor Frank og Casper og alle vi andre kan nærmest vride tæer over det selvretfærdige og selvoppustede, det, der ikke længere er i rette proportioner.

Og det er netop, hvad humoren er, det er evnen til at kunne korrigere sig selv, at se sig selv udefra. Humoristen er den person, der ejer en uendelighedsfølelse, som opstår, når det pludselig går op for en, hvor forsvindende lille en del af universet, man selv og ens omgivelser er, og hvor ubetydelig en del af evigheden ens korte levetid udgør. Når det pludselig går op for en, at man dårligt kan være sikker på, hvorfor vi mennesker skal være her på jorden. Når det går op for en, at vi ikke kender ret meget til universets sammenhænge.

Klovnen i os alle er, at vi er ufuldstændige, det er i den opdagelse, at det humoristiske menneskesyn træder frem. Humoristen griner derfor ikke længere af de andre, men i en mild, forsonende humor griner han sammen med de andre af sig selv, af alle andre og af det at være et lille, utilstrækkelig menneske, der prøver at puste sig op.

Det autentiske, humoristiske menneskesyn har at gøre med gudstro: Den, der nemlig har gennemskuet sin egen betydningsløshed, og ved, at han af den grund ikke bliver tilintetgjort, men har muligheden for netop på den baggrund at have sin tryghed i Ham, den altelskende, han har muligheden for at finde vejen til en glad og humoristisk overbærenhed. At leve i en glad, mild og humoristisk overbærenhed det er at følge i Jesu fodspor.

Det er en stor lettelse at erfare, at verden ikke hviler på vore skuldre eller ben, at vi ikke er ansvarlige for dens tilblivelse, dens beståen og dens fuldførelse. At vi ikke behøver at puste os op i selvgodhed og selvretfærdighed, men kan hvile i Guds favn. Den indre spænding kan forvandles til munterhed og humor. At kende den sande målestok gør fri.

Målestokken for om almisser bliver givet på den rigtige måde, det er, om de er givet på baggrund af humorens og troens forsonende, milde, ikke selvretfærdige måde, eller om det er givet på baggrund af en oppustet selvgod og selvretfærdig baggrund.

Korshæren, som vi skal høre Bjarne Lennau fortælle om i aften, kan være et eksempel på en tilgang til hjælpearbejdet, som i stor udstrækning er funderet i en mild, forsonende, humoristisk tilgang, en tilgang der er præget af stor respekt for medmennesket, og som derfor ikke bliver slevretfærdig og selvgod.

Vor Herre vor Gud.

Lær os at skelne mellem det selvretfærdige og det autentiske.

Giv os at leve i forståelse af vores egne grænser og i hengivenhed til dig, den altelskende magt.

Lad os nå så dybt ind i det troens rum, at en overbærende, forsonende, mild, humoristisk tilgang til verden og os selv vil være med til at give os evnen til at skelne mellem det autentiske og det uautentiske.

Lad din tilgivende og forsonenede kraft gennemstrømme hver en krog i vores verden. Fra de største magthavere til manden der vandrer hvileløs omkring med ild i sjælden nat efter nat uden at finde et øjebliks ro.

Herre Jesus vær barmhjertig mod os ufuldstændige væsner.

Herre Jesus lær os barmhjertighed.

Lad din fred være med os alle.

Amen!

Hent denne prædiken i pdf-format