Hent denne prædiken i pdf-format

Prædiken af Jens Munk, den nye studenterpræst/præst i Møllevang Sogn.

Prædikenen er den prøveprædiken, som Jens holdt d. 20/1 2009.

Prædiken til sidste søndag efter Hellig Tre Konger:

For en del år tilbage lige inden Berlinmurens fald, da jeg var ganske ung, tog jeg på en rejse.

Rejsen gik gennem hele Sovjetunionen fra Moskva til Vladivostok med Den Transsibiriske Jernbane. Når man er 18 år gammel, rejser man på en intuitiv, udefinerlig fornemmelse. En længsel, en udlængsel. Men også på en åbenhed og en nysgerrighed.

Skt. Petersborg, Ekaterinburg, Omsk, Novosibirsk, Irkutsk, Uralbjergene og Bajkalsøen; det lød poetisk og eventyrligt, derfor skulle jeg den vej.

En knap så from grund var nok, at en kammerat havde fortalt mig, at de russiske kvinder var de smukkeste i verden.

Ligeså smukke som kvinderne er de russiske kirker med deres gyldne spir, drejede tårne og guldpynt. De kaldes på russisk ”himlen på jorden”, og de smukke ikoner inden i kirkerne kaldes ”vinduer til himlen”. På en mærkelig måde oplevede jeg dengang, at Rusland og de russiske kirkebygninger indeholdt noget, jeg længtes efter, noget, der skulle blive synligt for mig.

Medens vi bevæger os gennem det russiske rige og frem mod Uralbjergenes fod, giver en medpassager mig en bog, der omhandler den dybe, russisk-ortodokse spiritualitet. Bogen hedder ”En russisk pilgrims beretning”, og den vil jeg opholde mig lidt ved her, fordi hele beretningens omdrejningspunkt er en dyb, særegen forståelse af ”Forklarelsen på bjerget”, som er teksten til i dag.

Beretningen er skrevet af en anonym forfatter. Det er en selvbiografi. Forfatteren beretter, hvordan han lever som kroejer i Rusland i 1800-tallet. Men kroen brænder ned, han mister alt - selv hans kat dør. Det var før, der var noget, der hed forsikringer, og han står derfor på helt bar bund. Men den russiske pilgrim sætter sig ikke ned og går til i offerrollen. Han beslutter sig derimod til åben, nysgerrig og med længsel i hjertet som pilgrim at vandre ud i det vidtstrakte russiske rige og lede efter kernen i den russiske kristendom. ”To walk the earth”, som de siger i staterne. Faktisk følger han et langt stykke ad vejen den samme rute, som Den Transsibiriske Jernbane følger i dag. Han arbejder sig frem og bor undertiden i jordhuler og sover ofte under åben himmel.

Pilgrimmen møder på sin vej med åbent sind lærere, præster, munke og en række andre mennesker, som hjælper ham på vej, og hans rejse bliver derfor en spirituel rejse frem mod en afklaret - ja en forklaret - tro på Gud Skaberen.

Det, der bliver tydeligt i løbet af pilgrimmens beretning, er, hvor stor vægt der er på lyset, glæden og barmhjertigheden. Det skyldes, at hovedbegivenheden i den russiske kirke er forklarelsen på bjerget, og det er jo netop en beretning, hvor ud fra der stråler lys. Jesu ansigt lyser som en strålende sol, og alt er badet i lys. Det er en livgivende, afklarende, opløftende, strømmende, kraftfuld begivenhed.

Det er af samme årsag, at man ikke kan gå ind i en russisk kirke, uden at der hænger ikoner, som i smukke illuminerende farver illustrerer forklarelsen på bjerget.

Af en præst bliver den russiske pilgrim introduceret til en bønspraksis kaldet hjertebønnen, som gør hjertet åbent for at modtage det strømmende lys fra Skaberen. Dermed bliver han i løbet af beretningen - gennem mødet med det guddommelige i bønnen - opladet af lys, glæde, taknemmelighed, samhørighed og medfølelse. Ja, i perioder nærmest ekstatisk taknemmelighed:

”Den ydre verden fremstod for mig i et forklaret skær, og alt bevægede mig til kærlighed og taknemmelighed over for Gud. Mennesker, træer, planter og dyr - alt syntes mig kært og beslægtet, i alt fandt jeg Jesu Kristi navn afbildet”.

Verden gennemtrængt af det guddommelige lys, som åbner mulighed for den mest umiddelbare forbindelse mellem Gud og menneske. Det var dette lys, det opklarende lys, der havde omstrålet Jesus ved forklarelsen på bjerget. Guds skaberlys, som har været der siden tidernes begyndelse, og som binder Moses, Elias og Jesus sammen.

Fantastisk læsning for en 18-årig på vej gennem Sibirien.

Det står mere og mere tydeligt for pilgrimmen, at vi som mennesker ikke kun er naglet til lidelse, kvaler, problemer, alderdom og død. Forklarelsens lys, lyset fra Taborbjerget, stråler os i møde som en sol. Det er et lys, vi kan se og gribe - ikke med intellektet, men med hjertet og hele kroppen.

Tænk engang på, hvordan den troens oplevelse af lys og glæde, som stråler fra Jesus på Taborbjerget, er gået ind i vores dagligsprog. Vi siger ”Hun strålede som en sol” eller ”Hele ansigtet lyste op i et glad smil”. I det daglige liv kender vi vigtigheden af lysoplevelser.

Der har i perioder i den vestlige kirke være lagt en del vægt på korset og lidelsen, og det er også en del af livet og kristendommen. Men det ekstatiske og glædesfyldte er også en vigtig del af vor kristne arv.

Det er det, som Peter, Jakob og Johannes oplever, da de går med Jesus op på bjerget.

Nu er det også en meget vigtig del af beretningen, at disciplene skal ned fra bjerget igen. De kan ikke opholde sig for sig selv i den ekstatiske lysoplevelse hele tiden, bygge bolig der, som Peter vil, de skal ned på sletten igen. De skal tilbage og engagere sig i medmennesket og samfundet omkring dem. Det er ligesom os, som sidder her i kirken i dag. Vi skal kun være en tid i Guds hus, så skal vi ud af døren igen og engagere os i verden udenfor, i jobsamtaler f.eks.

Hvor den russiske kirke har gjort meget ud af bevægelsen op ad bjerget op til lyset og ekstasen, så skal vi holde fast i den protestantiske kirkes fokus på, at vi også skal ned ad bjerget igen og engagere os i det daglige liv.

Jeg vil gerne slutte med en historie, der på sin egen måde fortæller om bevægelsen ned fra bjerget igen. Vi starter i nærheden af, hvor den russiske pilgrim sluttede, i Jerusalem.

Engang ikke længe efter anden Verdenskrigs ophør, i Jerusalem, lige efter staten Israel var oprettet, var der på Universitetet ansat en særdeles højt agtet og respekteret lærer, Martin Buber. Han var filosof. Men han var meget mere end en lærer, han var en karismatisk lederfigur, som alle de studerende kendte og så op til, ja og ikke bare de studerende, men mange i Israel agtede Buber meget højt.

I sin tid som lærer oplevede han en episode, som kom til at påvirke ham dybt.

En ung student, der gik på universitetet, led voldsomt af kærestesorger, han var ulykkelig forelsket.

Han var så ulykkelig, at han havde besluttet sig for at tage sit eget liv. Men inden han begik selvmord, ville han give det en sidste chance, han ville opsøge Martin Buber og få en samtale med ham. Eleven havde fået et nært forhold til Buber og beundrede ham. Han tænkte, at om nogen kunne give ham livsmodet tilbage, så måtte det være lige netop Martin Buber. Han gik derfor op til Martin Bubers kontor. Skæbnen ville, at Buber netop i det øjeblik sad i en dyb, ekstatisk, religiøs bøn, en form for meditation, et morgenskyl, badet i Guds lys. Det gjorde han ofte, inden han skulle undervise.

Buber ignorerede derfor, at det bankede på døren. Den unge mand gik videre og begik senere på dagen selvmord. Den episode påvirkede Buber meget stærkt. Han holdt virkelig af den elev. Det var med til at bekræfte og bestemme hans tanker om Gud og mennesker.

Det virkelig vigtige, det hellige, det skal først og fremmest søges i forholdet mellem mennesker, ikke kun i enrum.

Buber kalder det virkelige, autentiske møde mellem mennesker for et jeg-du forhold. Det er det møde, hvor lyset og glæden er det bærende. Der, hvor ansigterne lyser op, der, hvor gnisten i øjet tændes. Det er det møde, hvor vi ikke skal præstere og konkurrere, men hvor vi i mødet omsluttes af Guds nærvær.

Buber har senere sagt, at et sådant autentisk møde mellem mennesker kan være så stærkt, at det menneske, der virkelig bliver mødt og set, sådan som han er, én gang i sit liv, han vil opleve forklarelse.

Det er i den ånd, disciplene går ned fra bjerget igen sammen med Jesus for at møde medmennesket i et forklaret lys. Og det er i den ånd, vi kan gå ud fra kirken her i dag og søge at møde verden og menneskene udenfor i forklarelse.

Hent denne prædiken i pdf-format