Hent denne prædiken i pdf-format

Jobs fortælling rammer dybt i os alle. Det er den udstødtes fortælling,. Pariaen, den utilpassede, den uelskedes fortælling. Ham der ikke passer ind nogen steder. Ham vi ikke vil ende som.

Men den umiddelbare reaktion mod den udstødte er dobbelttydig. Det uhyggelige det dybeste, det der rammer os, når vi står overfor en udstødt, er, at han spejler noget dybt inde i os selv, dybt inde i ethvert menneske.

Den tyske teolog og psykolog Peter Schellenbaum som i en årrække var studenterpræst i Schweitz fortæller i sin selvbiografi om, hvordan han hele livet på en underlig måde har identificeret sig med den udstødte. Han kom selv fra trygge kår fra en fin og respekteret familie, men alligevel har det at møde den udstødte rørt noget dybt genkendeligt i ham.

I en episode fra sin skolegang fortæller han, om hvordan mødet med klassens udstødte dreng berørte ham i en grad, så han resten af livet kom til at identificere sig med den udstødte:

”i min klasse i underskolen havde vi en forældreløs dreng. Han var uanselig og skræmt, gik med lange uldstrømper og mørke swetre, der stank af mølkugler, og så plirrede han med øjnene. Af og til havde jeg svært ved at vende blikket fra ham, selvom jeg syntes, synet var ubehageligt.

Jeg selv stammede i modsætning til ham fra en velanskrevet familie, hvilket jeg var meget stolt af, og desuden var jeg velklædt. Der var noget , der sved i mig, når jeg så på ham. Når han blev straffet følte jeg mig også afsløret og skyldig. Dybt inde i mig levede der en, der også var forældreløs og ville være det. Jeg længtes efter at vise dette barn til ham og var alligevel bange for at gøre det.

En dag blev jeg af læreren idømt en strafopgave, som skulle underskrives af min far. For ikke at vække dennes mishag forfalskede jeg underskriften.

Læreren, som med det samme opdagede bedraget, udtalte nu en sætning, som siden har brændt sig ind i mig som et Kainsmærke: Fra nu af er du ikke mere værd for mig end ham der, nemlig den forældreløse.

Siden den dag følte jeg uklart: Hvis læreren kun elsker mig, så længe jeg er anderledes end den forældreløse dreng, nemlig tilpasset og af et godt omdømme, så elsker ham mig ikke. Fra denne dag følte jeg mig ikke kun i skolen, men også hjemme som en uelsket, en forældreløs, på trods af alle beviser om det modsatte”

Shellenbaum fortæller videre, hvordan oplevelsen af identificering med pariaen, den udstødte, kommer til at forme store dele af hans liv: ”Jeg begyndte at føle mig selv som uvirkelig. Når man roste mig, havde jeg følelsen Det har ikke noget med dig at gøre, det sker kun fordi du er dine forældres søn, eller fordi du er katolik, eller fordi du har et sympatisk ydre…Endnu 20 år senere, når jeg om søndagen kl 11, som ung studenterpræst prædikede i Müncher Ludwigskirche, følte jeg af og til: Hvis du ikke var præst, ville ikke en sjæl høre på dig, uden dit embede var du intet. Jeg tror, at den vished om ikke at være elsket for det du faktisk er, men at man af tilfældige grunde syntes om dig, kender alle uelskede”

Senere hen beskæftigede Schellenbaum sig med en i katolske kredse ret kontroversiel teolog der hedder Theilhard de Gardin. Så også her var han optaget af personen på kant med det satte på kant med systemet og fælleskabet.

Parien, den udstødte, er en arketype dybt i vores urgrund, han slipper os aldrig helt. Den ensomme, der vandrer rundt i nat og armod i den nordlige vinterkulde, uelsket med et åbent sår:

”..min værdighed er blæst bort som af vinden,

mit håb om frelse er forsvundet som en sky,

om natten borer det i mine knogler,

jeg er kommet til at ligne støv og aske”

Historien gentager sig om og om. Vi kender den. I allerstørste skala.

Bag et meget stort antal af problemer ligger oplevelsen af at være uelsket. Jeg tror, det er mere udbredt end noget andet problem. Derfor er også menneskehedens historie, historien om at være uelskede, historien om de uelskedes sår.

Og derfor spejler den udstødte noget dybt inde i os, noget vi kender men helst ikke vil være ved.

Og hvad gør vi ikke, for ikke at være uelskede og ende som job. Hvis vi gransker vore sjæl og hjerter, hvor meget af det vi gør, gør vi så for at søge at undgå at være uelskede. Hvis vi kan gøre noget godt for andre, så får vi ros og så er vi ikke længere uelskede, hvem kender, hånden på hjertet ikke den mekanisme? Men det er jo ikke den autentiske måde at være til på, hvis vi gør det vi gør for at undgå at være uelsket og ende som Job.

Men rigtig meget af det der foregår mellem mennesker, de sociale spil der kører, handler om ikke at ende som uelsket

Og ikke bare det. Men hvis vi kan udstøde andre, så kan vi selv undgå at forholde os til det uelskede og udstødte i os selv.

Når en gruppe kan udstøde et enkelt individ, så undgår de at forholde sig til det uelskede i sig selv, det udstødte i sig selv.

Jesus blev en udstødt, han prædikede kærlighed og tilgivelse men endte som paria som udstødt, som en ussel forræder på korset.

Hoben var så bange for det uelskede i sig selv for det udstødte i sig selv, at de var nødt til at udstøde Jesus, som kom med det helt andet med det der rækker ud over det uelskede og selvmedlidende.

Og han genopstod.

Og den opstandelse, badet i guds lys, med den blev der skabt på ny, med den genoprettedes forholdet mellem menneske og gud.

Det betyder, at der ikke længere findes ofre, der findes ikke længere udstødte, der findes intet menneske eller nogen anden skabning der er uelskede.

Hele universet er gennemtrængt af et usynligt, guddommeligt lys et kærlighedens lys, der åbner for den mest umiddelbare forbindelse mellem mennesker og Gud, det er for den troende nyskabelse.

Vi er alle på forhånd elskede.

Derfor siger evangeliet: ”Ingen tænder et lys og stiller det ind under en bænk, men man sætter det i en stage, så de, der kommer ind, kan se lyset”

Vi har alle fået del i Guds lys og nu skal vi lade det skinne og folde os ud. Når vi undertrykker os selv og andre i de uelskedes spil, så er det opstandelsens lys, vi sætter ind under en bænk, gemmer væk.

Vi er allerede elskede. Men gang på gang glider vi tilbage i offerrollen og føler at vi er uelskede, ligesom Peter Schellenbaum jeg fortalte om, identificerede sig med den udstødte det meste af livet.

Men vi må blive ved med i troen at beskæftige os med nyskabelsens rum. For nogle gøres det bedst ved at tage på en pilgrimstur, for andre er det gennem åndelig vejledning og sjælesorgssamtaler, medens det for andre igen er ved at høre ordet forkyndt rent og purt eller være i et fællesskab der er autentisk. Atter andre kan sidde på et værtshus en tidlig søndag morgen og bade sig i nyskabelse. Det er ikke det vigtige, hvordan det gøres, det må være op til hver enkelt, det ved hin enkelte bedst selv. Det vigtigste er, at vi i troen bevarer en åbenhed og sensibilitet overfor nyskabelsens rum, så vi undgår at falde ned i selvmedlidenhedens, i offertankernes og uelskethedens lukkede univers. Hil dig menneske for du vandrer i lyset.

Hent denne prædiken i pdf-format