Hent denne prædiken i pdf-format

Prædiken til første Søndag efter påske v. Jens Munk:

Kristendommen er en mærkelig religion, meget mærkelig.

Tag nu disciplene f.eks. Vi kan vist alle blive enige om, at disciplene er de tolv, der er kaldet af Jesus. De er mesterens nærmeste, hans betroede. Det er disciplene, der, efter Mesteren er borte, skal køre religionen videre. Ja, faktisk er det dem, der grundlægger kirken, efter at Jesus er borte. De rejser rundt og prædiker om Jesus, om Gudsriget, om troskab og næstekærlighed. Det lykkedes dem da også at omvende en mængde mennesker og døbe dem i frelserens navn. De har succes ud over alle grænser. . Overalt i kirker ser vi dem derfor afbilledet som en slags helte.

Men hvem er de egentlig, disse disciple, som grundlægger kirken, hvad ved vi om dem?

Det er i virkeligheden, hvis sandheden skal frem, en meget uheldig historie med de disciple. Evangelierne kaster et langt stykke hen ad vejen dårligt lys over dem.

Jeg vil gerne benytte denne her lejlighed til at kaste lys over et lille udvalg af de uheldige episoder, som disse disciple er involveret i. Jeg synes ikke, disciplene skal have lov at slippe så nemt. Og det er ikke, fordi jeg bare vil hænge dem ud. Men jeg synes, det skal nævnes, at der er nogle problemer med dem.

Det første problem, med disciplene, er, at de ikke forstår, hvad Jesus siger.

Et andet problem er deres manglende tro, der viser sig igen og igen.

Ret tidligt sender han dem også ud på egen hånd og han giver dem magt til at uddrive dæmonerne. Men det kan de ikke finde ud af. De gør i en situation ligefrem mere skade end gavn.

Jesus prøver flere gange forgæves at fortælle disciplene, at han er på en mission, der rækker ud over al forstand, og at hans mission vil ende med korsfæstelse, død og opstandelse. Det ville være befriende, hvis en af disciplene efter sådan en svada havde sagt: ”Undskyld Mester, nu forstår vi først rigtig, hvor du vil hen”. Det sker bare ikke, de fatter det ikke.

Ligeså snart Jesus ikke er i nærheden, begynder der at køre en magtkamp mellem disciplene. Hvem er leder efter Jesus, hvem af os kan Jesus bedst lide, hvem er størst, hvem er bedst?

Alt dette er dog for intet at regne mod det svigt,der sker, da Jesus bliver tilfangetaget.

Kort tid inden korsfæstelsen, efter den sidste nadver på vej ud til oliebjerget, siger han til dem: ”I vil alle svigte”. Peter protesterer voldsomt og svarer ”om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke” Jesus svarer: ”Allerede i nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange”. Peter hidser sig yderligere op og svarer: ”Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig” ”Det samme sagde også alle de andre”.

Få timer efter da de går ind i Getsemane have, beder Jesus dem om at vogte, og pointerer, at det er meget vigtigt at de holder sig vågne, medens han går lidt bort for at bede. Da han kommer tilbage, er de alle faldet i søvn. Man kan ikke stole på dem.

Senere på natten kommer soldaterne med Judas i spidsen. Han viser soldaterne, hvem det er, de skal fange og de pågriber Jesus.

Hvad med resten af disciplene? Ja, de får benene på nakken, skørterne flagrer ud til alle sider, de kan ikke komme hurtigt nok af sted. Pist væk over alle bjerge. Som der kort og præcist står: ”Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede”.

På afstand var Peter fulgt med ind i ypperstepræsternes gård, her sad han ved bålet og varmede sig sammen med vagtfolkene.

Pludselig er der en lille irriterende pige, der spørger: ”Du var også sammen med ham nazaræeren Jesus, ikke?” ”Jeg hverken ved eller forstår, hvad I mener” svarer Peter og bliver meget, meget ophidset, nærmest truende og råber, bander og svovler af dem: ”Jeg kender ikke det menneske, I taler om

Disciplene glimrede også ved deres fravær på Golgata, da Jesus bliver korsfæstet.

I stedet holdt disciplene sig inden døre, bag lukkede døre. De var bange for jøderne, står der.

Disciplene har siddet bag lukkede døre, de har været så flove, de har stået over for en virkelighed så grum, at det har været svært, ja, muligvis umuligt at leve med. Ganske vist har de hørt nogle beretninger fra kvinderne, om at Jesus skulle være opstået, men de troede ikke på dem, det var løs snak; som Thomas sagde: ”Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.”

De var flove og i sorg: Jesus var taget fra dem. Og med ham også alt det, de havde forbundet ham med, det de havde troet på og satset på. Men oveni det havde de nu lært sig selv at kende fra en side, der var umulig nogensinde igen at komme til rette med. De havde set sig selv svigte. De havde frasagt sig deres fællesskab med Jesus, da det begyndte at brænde på. De havde ladt ham alene i ulykken. De havde hyttet deres egne skind. Peter havde storskrydende proklameret, at han aldrig ville svigte. De havde alle sagt, at de ville gå i døden for Jesus. Også derfor holdt de sig nu inde bag lukkede døre – for når man har svigtet, så holder man ikke af at se mennesker, så skjuler man helst sit blik og lukker sig inde.

Jeg tror mange af os, der sidder her i kirken i dag, og også den ene der står op lige nu, godt kender til det med at sidde bag lukkede døre. Vi tør ikke altid frit og frejdigt være, hvad vi er. Nogle gange sidder vi som disciplene. Vi tør ikke vise vores sande ansigt, vi skjuler os bag masker, og det føles som en anstrengelse at være sammen med andre. Bag lukkede døre sidder vi og prøver måske at pynte på den virkelighed, der er uden for de lukkede døre. Vi sidder som disciplene og er bange. Måske ikke for at blive slået ihjel, men bange for ikke at kunne leve op til kravene, bange for at de andre skal mene noget ufordelagtigt om os, veje os og finde os for lette. Det værste er tit, at vi ved, det ikke bare er de andre, der svigter, men også os selv. Det er derfor, vi får lyst til at grave os ned – så vi slipper for de andres øjne, de andres dømmende blik og for deres overbærenhed over for vore svigt.

Men, det er fortabelsepå den måde at lukke sig til for verden. Lige meget hvor svært det nogle gange kan være at se sin omverden i øjnene og møde den ansigt til ansigt, frit og som den man nu er, så skal vi simpelthen gøre det - det er en livsbetingelse. At mure sig inde bag lukkede døre, det er en ond cirkel. Det bliver værre og værre. Problemet går i selvsving. Knapper vi vore sind til, så kvæler vi os selv. Lukker af for det, der skulle løse problemet eller gøre det muligt at leve med det. Det er Helvede.

Peter med øgenavnet Simon den bange, den vantro Thomas, forfølgeren Saulus, forræderen Judas og alle de andre tilhængere af Jesus får en ny chance for at leve deres liv uden at mure sig inde. De får en mulighed for at komme ud af indelukketheden og fortabelsen. De får muligheden for at bryde de lukkede døre.

Pludselig viser Jesus sig for dem i deres indelukke. De har måltid sammen igen. Jesus spørger Peter: ”Har du mig kær” tre gange spørger han i alt. Peter svarer: ”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær”

Og så kommer forløsningen. På trods af Peters svaghed, selvglæde, oppustethed, magtbegær og svigt, så betror Jesus Peter en meget meget ansvarsfuld opgave: ”vogt mine får”. Peter er blevet godtaget, alle hans fejl til trods. Han er ikke alene godtaget, han er blevet forfremmet og har fået et yderst vigtigt hverv, han skal køre religionen videre i Jesu ånd.

Er Peter og de andre disciple de samme som før korsfæstelsen? Nej, Peter er nu klar over, at han er et lille og skrøbeligt menneske fyldt med fejl og mangler, et sårbart og nøgent menneske, der ikke magter alverden.

Netop dette er hans styrke. Han har lært at leve med sin svaghed, han er godtaget trods alle sine fejl. Og på en mærkelig måde giver denne brudte selvforståelse Peter et mod på livet, han ikke har kendt til før.

Og det er da budskabet til alle os her i kirken i dag: Bryd de lukkede døre. Du er god nok, som du er. Ret blikket op, kig dine medmennesker i øjnene, du er accepteret på trods af alt.

Mange af os, der er her i kirken lige nu, ja, vi ville nok være ligeså kujonagtige og bange som disciplene, hvis vi havde været i deres situation. Det er kristendommens påstand. Men fordi vi har forstået det, så har vi den ægte styrke. Vi har muligheden for ligesom Peter at sige til Jesus: ”Herre jeg har dig kær”, blive tilgivet, og så gå ud herfra, ud i verden med alle vore fejl, som frie mennesker, ligesom Peter og de andre disciple, som på trods af alle svigt er vores helte.

Salmevalg til første søndag efter påske v. Jens Munk.

Vi er i tiden lige efter opstandelsen. Teksten til i dag omhandler tiden, hvor Jesus viser sig for disciplene. Jesus viser sig og spiser med disciplene. Efter måltidet taler han med Peter, som tre gange bekender, at han har Jesus kær.

234: Derfor begynder vi en dejlig solrig forårsmorgen i Helligåndskirken med en af de salmer, der kombinerer forårets frembrud og altings vækst oven på en lang, lang vinter med Jesu opstandelse fra de døde.

”Som forårssolen morgenrød,

stod Jesus op af jordens skød

med liv og lys tillige”

En rigtig Grundtvig-salme som også får mig til at tænke på sommer og unge mennesker på højskole.

Det er ganske rigtigt, at fuglene nu ”lovsynger vår i allen stund med deres søde toner”. Hele skaberværket lovsynger Herren, fordi de ikke kan lade være, det skal vi tage ved lære af. Se til himlens fugle og markens liljer, de er de sande læremetre, fordi de er lydige mod skaberen, som Kierkegaard har skrevet en opbyggelig tale om. Kierkegaard som skabelsesteolog? Ja egentlig.

236: Atter en opstandelsessalme. Som påskeblomsten, til hvilken Grundtvig siger:

”under vinterstorm og regn,

sprang du frem i golde egn”,

således også med Jesus, der i igennem lidelse og pinsel og svigt opstår påskemorgen.

Naturen, skaberværket, fortæller allerede om det under, vi lever ud fra, for så vidt er det Grundtvigsk skabelsesteologi.

Det er overflødigt at nævne, hvor smuk den er. Det ved enhver, der har hørt den bare én gang. Det er en salme, der skal opleves med hele kroppen.

248:Og så begynder jeg at lægge op til prædikenen:

”Med thomaskravet står vi her”.

Mennesket er åndeligt set så tilpas umodent, at vi står placeret mellem Langfredag og Påskesøndag (selvom vi reelt er efter påskemorgen). Vi er tvivlere som Thomas. Det er en postmoderne tekst. Jo, tvivlen, usikkerheden fylder meget. Vi har kun:

”en jordfødt, bunden viden”

”lidt vin lidt brød - og intet mer, der hører vi din stemme”

Den er skrevet for nogle år siden i 1988, da tvivlen og sekulariseringen toppede. Nu ser det allerede lidt anderledes ud. Men den er fin nok og hænger ganske godt sammen med tråden i min prædiken. Disciplene som vore ”svage” forbilleder.

Vi må bekende vort ”svage mod” og så modtage nåden, tilgivelsen.

249: Egentlig er min prædiken blevet til som en uddybning af denne salme.

Peter med øgenavnet Simon den bange, den vantro Thomas, forfølgeren Saulus, forræderen Judas og alle de andre tilhængere af Jesus får en ny chance for at leve deres liv uden at mure sig inde. De får en mulighed for at komme ud af indelukketheden og fortabelsen. De får muligheden for at bryde de lukkede døre.

”Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen

…..det er som at indse det, blændet af tårer:

Hvor var jeg en indskrænket, hjerteløs dåre!”

Summa Summarum: Når et menneske er nået dertil, at alt håb er ude, når vi sidder som disciplene og er flove og oplever, der ikke er mere for os at gøre her i livet, så er der åbnet en ladeport for at møde den opstandne mester i live igen. Gennem en voldsom smerte (korsfæstelse) kommer lyset til os. Det er hårde ord næsten for hårde til en normal dansk kirke. Men sande ord. Det er evangeliet prædiket rent og purt.

439: Nadver salme: Guds lam og korsets skam. En ursalme

233: Jeg har været lidt revsende og lidt sort i min prædiken, der mest har handlet om menneskets skrøbelighed og svigt.

Nu skal menigheden simpelthen BLÆSES ud af kirken og ud i forårssolen. Der er 200 mennesker, et fantastisk kor og et glimrende orgel i Helligåndskirken. ”Jesus lever graven brast”, sådan er det, det er frydefuldt, betagende og berusende, som forårssolen morgenrød.

Refleksionsnotat:

Hej Henning!

Jeg kunne ikke rigtig komme i gang. Men så løb jeg en tur med min mp. 3 spiller på, og hørte salmer, bl.a. 249, medens jeg løb op ad den stejleste bakke i Århus, også kaldet sindssygebakken.

Her fik jeg ideen til at bygge prædikenen op som en fortælling om disciplenes svigt. Jeg bed især fat i sætningen om, at disciplene sad bag lukkede døre. Det gav mig en bestemt association.

Medens jeg var højskolelærer, holdt jeg et forløb om Sartre. Og hans skuespil, Lukkede døre, var omdrejningspunktet. Tre mennesker sidder i et gudsforladt rum og kører et destruktivt magtspil, der blotlægger egne og de andres svigt trin for trin. De er fanget i en ond cirkel, en helvedes ond cirkel. En cirkel, hvis kreds sluttes af tre gudsforladte mennesker. Det er også her sætningen ”helvede det er de andre” falder. For den enkelte af de tre er de to andre helvede, fordi disse to spejler den tredjes svigt. De fungerer som et troldspejl for hinanden.

”Helvede det er de andre” sådan må det have været for disciplene, da de sad flove over deres svigt bag lukkede døre. Vi kan ikke selv bryde de lukkede døre, det mener Sartre ganske vist, at vi godt kan, men jeg er ikke enig, det gælder ikke mig. Kun ved ordet fra den opstandne, via tilgivelse, kan vi bryde den onde cirkel. Du er god nok, som du er, gå ud herfra som et frit menneske.

Jeg har lavet en del varianter over denne prædiken inden den endelige form. Sådan var det denne gang.

Og så er det gået op for mig (banalt), at man er nødt til at rejse sig op og læse prædikenen højt for sig selv eller en anden. Når man gør det, kan man nemlig fange de steder, hvor prædikenen er skriftlig og ikke fungerer mundtlig. Den skal være kortere, end jeg troede, inden jeg læste den op. Og så skal den være enkel og passe til den personlighed og stil, jeg har, når jeg står op og fremfører den mundtligt.

Hent denne prædiken i pdf-format