Hent denne prædiken i pdf-format

Prædiken til anden søndag efter påske. V Jens Munk:

Her den anden dag, mens jeg er ved at skrive denne prædiken, var det rigtig forårsvejr. Solen skinnende ind og jeg kunne tydeligt høre fuglene, for mit vindue stod på klem. Udenfor i sandkassen kan jeg høre to drenge fra nabohusene tale sammen. De er ikke ret gamle, måske 5-7 år. De begynder en diskussion om, hvilket dyr de helst ville være, hvis de altså pludselig fik tilbuddet om at blive et dyr i stedet for en dreng på 5 år. Den ene ville så være en sneleopard, hvorfor? Det er den stærkeste og klogeste. Den anden er ikke enig, han vil være en løve, den er stærkere og klogere.

Jeg lyst til at gå ud og blande mig i diskussionen, jeg sidder jo netop og læser dagens evangelietekst, hvor vi mennesker bliver sammenlignet med en flok får. Jeg går ud og spørger dem: Hva’ så, hvordan ville I have det med at være et får? Først vurderer de lige kort, hvad jeg er ude på. Det er i hvert fald et dumt spørgsmål: Men så tager de fat og tilbageviser: Ingen vil da ved sine fulde fem være et får. Et får er dumt og hjælpeløst, det siger mææhh og kan ikke finde vej.

Det er jo rigtigt. Når jeg tænker tilbage på, hvilke erfaringer jeg selv har haft med får i mit liv. På et tidspunkt boede vi et sted, hvor genboen havde nogle får. Det var en lille flok, så lille at de havde fået navne. En hed Bob, en anden Mollie og en tredje Dolfin. Det underlige med et får er, at det i løbet af få minutter kan skifte fra at være utroligt sødt og næsten uimodståeligt blidt, kærligt og venligt til at være møgirriterende. Den irriterende side kom frem, når de skulle jages ind om aftenen. Et får har tilsyneladende absolut ingen retningssans. Hvis man vil have det til at gå i én retning, kan man være sikker på, det vender rundt på en tallerken og med et mææææhhh pisker det i modsat retning. Et får, som f.eks. Bob, man ellers har et fint, næsten kammeratligt forhold til og kan snakke fornuftigt med i andre sammenhænge, har man indtryk af, spiller bevidst dum og irriterende, når man vil have ham til at gå ind. Det irriterende ved et får forstærkes kraftigt af måden, hvorpå det kan sige mæææhhh.

Der kan man ligefrem tænke, det er ikke tilfældigt, de konstant ofrer får i Det Gamle Testamente, det giver god mening. Og man forstår, hvorfor der i epistelteksten står ”I for vild som får”.

Sat på spidsen: Fåret er irriterende, fordi man står tilbage med det indtryk, at det dybest set ikke ved, hvad det er en del af, eller hvad meningen med noget som helst er. Måske er det også det, der i andre sammenhænge gør fåret meget sødt.

Hvis man har læst Orwells roman, Animal Farm, vil man her se fårene fremstillet som en flok medløbere. Her har en flok dyr vendt sig mod deres landmand, smidt ham på porten og selv taget magten på en gård. Fårene er imidlertid ikke med inde omkring styringen. De kan lige til nøds lære på kommando, i samlet flok at bræge ”fire ben godt to ben ondt”. Uden ellers i øvrigt at fatte, hvad der foregår omkring dem, og derved overdøve enhver form for kritik og fornuftig dialog.

Fåret fremstilles i Orwells novelle, som det dyr, der dybest set ikke ved, hvad det er del af, og hvad meningen med dets liv er.

Men hvad er det, fåret kan få op i os? Og hvorfor bruger Jesus billedet med fårene?

Inden for psykologien opererer man med et begreb, som hedder projektion. Det går ud på, at når vi ser egenskaber hos et andet menneske, vi ikke bryder os om, så kan vi være sikre på, at det er fordi, det menneske ligner noget i os selv, som vi ikke bryder os om. Men i stedet for at forholde os til, at vi selv besidder den samme egenskab, så er det nemmere at kritisere den anden for at have den. Som der står i NT: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje men ikke bjælken i dit eget?”

Eller som børn nogen gange råber i skolegården: ”Det man siger, er man selv”

Men lad os for sjov overføre denne indsigt på forholdet mellem mennesker og får. Så vil vi kunne sige, at når jeg i nævnte eksempel hidser mig op over fåret Bob, der ikke kunne finde vej, så er det, fordi det på en eller anden måde rammer noget i mig selv.

Jeg vil godt fortælle en historie, der udvider den indsigt på en særlig måde.

For efterhånden mange år siden sendte russerne for første gang nogensinde en mand ud i rummet - Gagarin. Det var, før jeg blev født i 1961. Før den tid havde der aldrig været noget menneske, som havde set jorden udefra, udefra rummet. Gagarin har i senere interview beskrevet den mærkværdige oplevelse, det var, da han ude fra rummet kiggede ned på jorden. Han så en lille rund kugle svæve rundt i et kæmpe, uendelig stort rum, verdensrummet. Dernede svævede hans hjem jorden. Han kunne se oceanerne og hele verdensdele på én gang. Som i et lyn slog en ny indsigt ned i ham. Det forekom ham pludselig fuldstændigt absurd, at verden var delt op i vest og øst, som den var på det tidspunkt, at der var en mur gennem Berlin. Han så det absurde og næsten komiske i, at mennesker svævede rundt på sådan en lille bold ude i et kæmpe ukendt rum, et verdensrum, som de ikke vidste, hvorfra stammede, og så brugte tiden på at bekrige hinanden.

Det var, som om ikke kun rummet omkring ham var uendeligt stort og gjorde, at han kunne se ned på jorden med en ny målestok. Hans tidsopfattelse ændrede sig også. Jeg har set ham sige i et interview, at han kunne se jorden med evighedens perspektiv.

Han kunne helt ud i fingerspidserne fornemme, at slægt følger slægt, at menneskelivet er så kort så kort.

Gagarin morede sig over at forestille sig, at nede på jorden gik en mand rundt og lavede et lille skilt, hvorpå der stod ”privat”; det slog han ned i jorden på sin lille grund, for at markere, det her er mit, her må ingen andre gå uden tilladelse. Fra Gagarins perspektiv forekom tanken om denne selvhøjtidelige handling og attitude komisk.

Billedet svarer lidt til den absurde komik, der er at spore hos Storm P. På et af hans billeder ser man to guldfisk, der suser rund i et akvarium side om side. På et tidspunkt siger den ene til den anden: ”Olfert nu er det snart min tur til at have inderbanen.”

Men Gagarin fik også en uendelig følelse af overbærenhed og kærlighed til de små bitte myrer, der gik rundt dernede. Han fik stor omsorg og empati. Det var hans højt elskede hjem, det var hans familie.

Medens Gagarin svævede videre ud i rummet, græd han af hjemve, men også af glæde og taknemmelighed.

På de båndoptagelser, der er bevaret, kan man høre Gagarin græde og synge: Faderlandet hører faderlandet ved.

Havde Gagarin haft lov til at være kristen, kunne han også have sunget Grundtvigs vers:” Som påskesalmen klinger,

Vokser sjælens fuglevinger”.

Men hvad har Gagarins oplevelser med evangelieteksten at gøre? På en måde er Gagarins oplevelse, at alt det, vi tror, er alvor, al vores travlhed og alle vore konflikter ude fra rummets kæmpeperspektiv forekommer latterlige. Vi mennesker er i det perspektiv netop som en flok får, der løber hid og did uden at vide, hvad meningen er.

Når Gagarin ser det og alligevel med stor empati og omsorg forsoner sig med, at han selv er en del af fåreflokken, så nærmer han sig en religiøs indstilling.

Han var dog ikke officielt religiøs, det var ikke tilladt i Sovjetunionen på det tidspunkt.

Men vejen ind i den kristne tro går gennem en accept af, at den jordiske travlhed, hvor alle tager sig selv højtideligt og er overbeviste om deres egen uundværlighed og betragter sig selv som verdens navle, kan have noget komisk over sig. Fordi modsætningen mellem vores selvvurdering og den måde vi fremstår på ud fra det store rums perspektiv er latterlig.

Det store rums perspektiv smiler til det jordiske, forsoner sig med det og gør det til noget mindre alvorligt.

Når mennesket overvurderer sig selv og betragter sig selv som Guds gud, fører det til krampagtighed og et krav om bestandigt at blive bekræftet.

I Johannesevangeliet træder en anden mulighed frem. Jesus er den gode hyrde, som vil sætte sit liv til for os får. Det giver, for den, der tror, vished om at stå på samme side, som ham, der elsker og tilgiver. At stå på samme side som ham, der har overvundet verden, mørket og døden og kender Faderen.

Den signede dag med fryd vi ser

Af havet til os opkomme;

…det kendes på os som lysets børn

at natten hun er nu omme!

Den, der har gennemskuet sin egen betydningsløshed og ved, at han af den grund ikke bliver tilintetgjort, men har sin tryghed i Ham, den altelskende, han har muligheden for at finde vejen til en glad og humoristisk overbærenhed. At leve i en glad, mild og humoristisk overbærenhed, det er at følge i Jesu fodspor, som Epistlen foreskriver.

Det er en stor lettelse at erfare, at verden ikke hviler på vore skuldre eller ben, at vi ikke er ansvarlige for dens tilblivelse, dens beståen og dens fuldførelse. Den indre spænding kan forvandles til munterhed. At kende den sande målestok gør fri.

Stans derfor bare op næste gang, du ser en fåreflok. Og erkend uden modstand men med humor, at du og fåret måske slet ikke er så forskellige endda. Lad det ubekymrede får på marken forkynde Evangeliet for dig.

Slut

Begrundet salmevalg til anden søndag efter påske:

Festen fra Påskesøndag fortsætter, efterdønningerne rækker så rigeligt ind over 2. Søndag efter påske:

Det gennemgående tema i alle tre læsninger er hyrdemotivet. Vi skal have tillid til, at Gud vil lede os på rette vej. Hyrdemotivet går som en rød tråd fra GT over Evangelierne og frem til Epistlen. Med Jesus har Gud vist os den fulde dybde og betydning af hyrdemotivet, han har sendt den ”gode hyrde”. Den hyrde, der går foran os og fritager os for bekymringer, den hyrde, der sætter os fri til at leve det liv, vi har fået. At følge i hans fodspor er at leve i fuld tillid til, at opstandelsen vil virke også i os. Vi skal iklæde os hans kærlighed, for den, der i tilliden og troen er fyldt af kærlighed, han gør godt.

Fordi det er så kort tid efter påsken og teksterne kredser om, at Jesus gennem død og opstandelse har givet sit liv for os og sat os fri, vil jeg gå planken ud og lave et Grundtvig opstandelses tema.

402 Den signede dag med fryd vi ser

Af havet til os opkomme;

…det kendes på os som lysets børn

at natten hun er nu omme!

Solen, morgenen der gryer, er et billede på opstandelsen. Hvis vi i troen griber opstandelseshåbet, så er vi gået over fra dødsskyggens dal og blevet til lysets børn.

Den her salme er så smuk, at det er ubeskriveligt. Jeg synes, det er Grundtvigs smukkeste salme.

236 Påskeblomst! hvad vil du her? Paulus taler om, at hvis Kristus ikke er opstået fra de døde, ”er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer til at stå som falske vidner”.

Og længere fremme: ”Men nu er Kristus opstået fra de døde”.

Salmens funktion er at holde menigheden i troen på opstandelsen, at få dem til at se opstandelsens lys og forstå, at det er basis for at forstå kristendommen og for at være kristen - at vi forstår, at verden er født på ny, at der har fundet en nyskabelse sted. Og denne nyskabelse er i hvert menneske, der tror.

Jeg ved godt, at menigheden måske allerede har sunget denne salme i påsken. Men da den hører til mine absolutte favoritter, og jeg skal indsættes, tillader jeg mig at bruge den her.

402 har jeg lige skrevet, er den smukkeste salme, der findes. Men måske er Påskeblomst endnu smukkere. Måske ikke teksten, men til gengæld har den Carl Nielsens melodi.

Grundtvig tager fat i Paulus:

”Påskeblomst !men er det sandt

Har vi noget at betyde?

Er vor prædiken ej tant?

Stod han op, som ordet går?

”Kan de døde ej opstå,

Intet har vi at betyde”

”Ja, jeg ved, du siger sandt:

Frelseren stod op af døde!

Det er hver langfredags pant”

Salmen er en parafrase over Paulus Korinterbrev kap 15.

Fordi Jesu opstandelse er en realitet, kan vi give os hen i en vished om at stå på samme side som ham, der elsker og tilgiver.

241 Tag det sorte kors fra graven!

Maria vandrer rundt i en gravhave, en kirkegård, Grundtvig kalder det dødningehaven, en meget voldsom og talende betegnelse. Hun møder én, hun tror, er havemanden.

”Her er Frelseren, Marie!”

Det er ikke havemanden, det er den opstandne, se alt er nyt.

”Nu en forårsmorgen skøn

Rinder op for os i løn,

Og, som påskesalmen klinger,

Vokser sjælens fuglevinger”

Nu medens vi sidder her så mange år efter og synger en smuk salme, nu hvor foråret bryder frem, da får sangens meditative karakter os til at få fuglevinger. Et perspektiv, Grundtvig ofte vender tilbage til. Klarest nok udtrykt i salme 10:”Alt, hvad som fuglevinger fik” en åndelig jubelsang over menneskesjælens evne til at lovprise skaberen. ”Min sjæl, du har af alt på jord i tanken og din tunges ord de allerbedste vinger, og friest er dit åndefang, når dybt du drager det i sang, så højt i sky det klinger”. Fordi vi i modsætning til alt det umælende i naturen har sproget, stemmen og tankens kraft, så kan vi i vores jubellovprisning hæve os op over det materielle og prise Skaberen. Tanken og sproget og dermed også følelserne er som ”vinger”, der gør, at vi kan flyve op og komme i tæt kontakt med Skaberen. Mennesket er ej blot en abekat, mennesket er både ånd og støv.

Det er også hvad jeg prøver at få frem i beskrivelsen af Gagarins oplevelse i en rumsonde langt ude i universet.

”…sig til alle englekor…at du med dem i væddestrid vil prise Gud til evig tid for ånde, røst og vinger!” Med vor salmejubelrøst kommer vi helt op og mødes med englekor og kan konkurrere med dem om at prise Gud, fordi vi er skabt med sangstemme, og at ånden kommer over os, når vi lovsynger.

Efter prædikenen:

407.

”Nu står sjælen op af døde,

For os lyser Kristus nu,

Dagligt kan vi Herren møde…”

At forstå opstandelsesbudskabet og lade det gennemskylle krop og sjæl er at blive vækket op til (åndeligt) liv. Man kan nemlig ifølge Grundtvig sagtens være fysisk levende, men åndelig død. Opstandelsen får os vækket til live åndeligt, det er også en del af oplivelsen og opvækkelsen, at ordene er dobbeltbundede.

Der er gået et lys op for Grundtvig:

”Jesus du var selv tilstede

Nu ved jeg det hvor og hvornår”

Ved bordet og i badet, dåb og nadver, møder vi den opstandne i dag som Maria Magdalene dengang i dødningehaven.

V 3 Ordet der skaber hvad det nævner, skaberordet.

Nadversalme. 439.

”Opliv du os”. For Grundtvig var døden den fysiske men også den åndelige. Skønt Grundtvig mente, at skole og kirke havde hver deres område at arbejde på, er der en række begreber, der går igen. Skolen skal selvfølgelig oplyse, dvs. give kundskaber og færdigheder, men den skal gøre det, så eleverne samtidig oplives. For Grundtvig og Kold betyder det, at eleverne skal have kærlighed til det, de skal lære og få glæde ved at leve livet, som det er her og nu, for derigennem at få mod til at forandre det, der skal forandres. Opliv os, handler om den fysiske oplivelse, men også om at blive fyldt af kærlighedens og glædens ånd. Den ånd, vi får del i, når vi spiser Kristus.

Udgang: 233

Vil jeg bruge Jesus lever, graven brast, så de bliver blæst ud af kirken med opstandelseshåbet under huden.

Hent denne prædiken i pdf-format